Thea Traun

Jeg er født i Sydkorea, Ulsan, i 1985. Dengang var det en diktaturstat støttet af USA. At jeg er født der, har præget mig altid.
Da jeg startede i folkeskole vidste jeg, at “næ” på koreansk betyder “ja”. Så når jeg græd af grin, sagde jeg, at det er fordi jeg er født lidt modsat. 
Jeg læste hvad jeg kunne om Korea og havde en konstant drøm om at opleve landet. 

Da jeg stoppede på jurastudiet fandt drømmen en mere konkret form. Jeg havde måske også fået mod til det, efter at have været au-pair i England som 17 årig. I hvert fald tog jeg afsted. 24 år, kendte ikke jobtitel eller navnet på min kommende værtsfamilie. Vidste bare at jeg nu havde 12 måneder i Sydkorea. 

Jeg fik en lille måned på hotelværelse før der var en værtsfamilie til mig. Og det var nok meget godt, at jeg lige fik en tilvænningsperiode inden jeg mødte min værtsfamilie første gang. Deres jævnaldrende søn blev tydligt bevæget af at snakke med en udlænding for første gang. Det gjorde et dybt indtryk på mig. I 2010 var der stadigvæk ikke mange, som faktisk havde snakket med en udlænding – og det prægede hele mit ophold. 

Den danske tilgang

Jeg fik arbejde på et socialcenter. Her underviste jeg 5 børnehold og 5 voksenhold. Jeg startede med at forstyrre ordenen på kontoret helt fra start, da jeg godkendte at undervise børn så længe vi ikke skulle terpe grammatik med 3 årige. Min bedste kollega, som selv havde rejst som frivillig i Sydamerika, havde forhandlet med chefen på mine vegne. Så jeg startede projektet med en advarsel “Nu prøver vi, men hvis holdene ikke bliver fyldt op, så går vi tilbage til grammatik og ikke leg.”

Jeg havde ventelister på mine børnehold inden der var gået en måned. 

Jeg begyndte at undervise husmødre i engelsk og min tro på, at det “kan jeg da godt!” steg med antallet af nætter jeg sov på gulvet på den helt traditionelle koreanske måde.
Succesen med børneholdene betød, at jeg også fik lov til at lave en anderledes målsætning for de voksne. De skulle kunne snakke engelsk.

Det var også lidt en kamp, fordi man er vant til tavleundervisning i grammatik. Det smed jeg væk og holdte samtaleklubber. Jeg havde 5 hold fordelt efter deres niveau, fra dem der lige kunne give en hilsen til dem der havde en bachelor i engelsk.

Det var den her undervisning som mest af alt viste mig Korea. Jeg fik muligheden for at stille de samme spørgsmål fem gange om ugen. Nogen fortalte om at have været med i studenteroprør  mens andre i klassen ikke brugte deres stemmerettigheder. 
Jeg havde klasser som udvandrede fordi jeg italesatte kvinders rettigheder – heldigvis kom de fleste tilbage igen. 

Hvorfor kultursociologi?

Og da jeg skulle hjem til Danmark vidste jeg, at jeg skulle læse kultursociologi. Fordi: De her kvinder og den oplevelse jeg havde i Seoul var så vild. Ikke kun havde jeg fået kvinderne til at tale, flere havde brugt deres stemmeret selvstændigt for første gang og jeg lærte Sydkorea at kende på en helt særlig måde. 

Jeg var vild med at studere. Kultursociologistudiet gav mig den perfekte blanding af metode, teori og gruppearbejde. Jeg fik lov til at fordybe mig i forskellige projekter for erhvervslivet fra dag et i Esbjerg. Og samtidig fik jeg muligheden for fagligt at dyrke min interesse for Sydkorea. Så ikke kun fik jeg muligheden for at skrive små projekter med udgangspunkt i denne interesse, jeg skrev også både mit bachelor- og specialeprojekt ud fra problemstillinger her. Også var der udvekslingsopholdet i Seoul dengang alle sang med på Gangnam Style.  

Sydkorea er altid med mig, i mine interesser, min madlavning og fagligt. Men jeg kan så meget mere end bare det.